Discus Communications træder ind i internationalt bureaunetværk

Discus Communications er netop blevet udnævnt som den nordiske repræsentant i det internationale bureaunetværk Plexus. For Discus Communications kan samarbejdet føre til flere internationale kunder samt øgede muligheder for at rådgive danske kunder i udlandet.
 
Plexus er et internationalt bureaunetværk, der arbejder med integreret kommunikation i Europa og Nordamerika. Plexus fokuserer især på teknologi, forbrugerelektronik, industri, healthcare og miljø. Discus Communications, der indtræder som nordisk partner, bliver lead-bureau for Norden og skal stå for rekruttering af og koordination med bureauets kommunikationspartnere i Norge, Finland og Sverige. Discus Communications vil samtidig eksekvere kundernes markedsføring i Danmark.

“For Discus Communications er et internationalt samarbejde altafgørende, da mange af vores kunder opererer globalt. Vi skal derfor være i stand til at rådgive og håndtere kommunikationskampagner ud over landets grænser,” siger Niels Christian Jensen, adm. direktør for Discus Communications. “For mange af vores kunder håndterer vi allerede PR i hele Norden, da det sparer dem for rekruttering af bureauer, koordination og opfølgning, og vi forventer, at samarbejdet med Plexus vil styrke den position.”

Discus Communications har over 20 års erfaring som integreret kommunikationsbureau inden for teknologisektoren, der i sit DNA er født international.

“Flere og flere teknologibaserede virksomheder er fra første færd globale i deres forretningsmodel. Er man f.eks. en softwarevirksomhed, hvorfor så lade sig begrænse af landegrænser, når produktet blot kan downloades. Derfor er det nødvendigt for vores branche at være internationale samtidig med, at vi er de lokale kommunikationseksperter, der forstår den lokale markedsdynamik,” siger Niels Christian Jensen. “Med samarbejdet kan vi trække på erfarne kræfter med lokal markedsindsigt samtidig med, at vi kan bidrage med vores integrerede kommunikationsekspertise inden for markedsføring og PR for teknologivirksomheder.”

Plexus PR netværket består af følgende kommunikationsbureauer:

» Say Communications (Storbritannien)
» Graham Associates (USA og Canada)
» Eliotrope (Frankrig)
» BSK (Tyskland, Østrig og Schweiz)
» Noesis Communicazione (Italien)
» Intro Ibérica (Spanien)
» Discus Communications (Danmark, Norge, Finland, Sverige)

For mere information om Plexus-netværket, se http://www.plexuspr.com/.