Et succesfuldt mikro-influent-samarbejde

Samarbejder med mikro-influenter kan være både besværlige, tidskrævende og dyre at kaste sig ud i. Det kan du læse mere om i dette blogindlæg. Mikro-influenter er blevet big business, og hvis man vil have del af kagen, kan det hurtigt komme til at koste mange ressourcer og kræve store budgetter. Mange veletablerede mikro-influenter har nemlig en hurtigt voksende følgerskare – og betalingen følger trop.

Men det betyder ikke, at det er umuligt at lave mikro-influent-samarbejder uden tunge kommercielle aftaler. Hvis man i stedet satser på influenter, der adskiller sig fra de ’poppede’ og mere mainstream mikro-influenter, så åbner der sig flere og anderledes muligheder for samarbejder.

Her kommer et rigtig godt eksempel:

I forbindelse med lanceringen af Sony Mobiles nye Xperia XZ-smartphones var der særligt fokus på en helt ny funktion: video i superslowmotion. Denne funktion skulle være omdrejningspunkt for samtlige PR-aktiviteter i forbindelse med lanceringen af telefonen. Andre vigtige funktioner var blandt andet, at telefonen var vandtæt og havde teknologi til at fange skarpe billeder i bevægelse.

I den forbindelse startede vi et samarbejde op med en mikro-influent, hvis passion ligger inden for surfing og videoproduktion. Her taler vi om en vaskeægte mikro-influent, hvis indhold er super nichepræget og rækkevidden derfor også begrænset. Til gengæld var der mulighed for at ramme en følgerskare som, ligesom influenten selv, går op i surfing og videoproduktion, og derfor også har stor interesse for produkter inden for disse områder.

Det hele handler om win-win
Det vigtigste for denne type samarbejder er at få skabt en win-win situation, hvor både brand og influent får noget ud af samarbejdet. Særligt udfordrende for ubetalte samarbejder er det at få influenten til at forpligte sig. Man kan heller ikke altid vide sig sikker på kvaliteten af det, der bliver leveret. Der har man mere kontrol over et betalt, kommercielt samarbejde. Derfor er det en god idé at starte med et projekt, hvor man kan tåle at tabe værdien af den tid og de produkter, man lægger i samarbejdet, når man arbejder med ubetalte samarbejder.

Vores eksempel startede derfor ud med, at Sony Mobile sponsorerede en telefon til influenten – og intet andet. Da telefonen var vandtæt og kunne optage video i superslowmotion, gav det et stort udbytte for influenten, da han kunne optage video i nye formater og fra nye vinkler, som ikke før havde være muligt. Han kunne fx filme ude på vandet og skyde flotte superslowmotion-billeder af surfere i bølgerne. Som tak for telefonen lovede han at producere en video, som Sony Mobile ville få rettigheder til, så den kunne blive brugt på deres egne sociale medier. Dermed kunne samarbejdet være med til at sætte større fokus på den nye superslowmotion-funktion, Xperia XZ som primært værktøj til videoproduktion og samtidig understøtte alle de øvrige PR-aktiviteter i forbindelse med produktlanceringen.

Sådan blev resultatet
Resultatet blev rigtig godt! Videoen er blevet set over 48.000 gange på Sony Mobiles Facebook-side, og den præsenterer på en unik og anderledes måde telefonens superslowmotion-funktion og styrker.  

Det har ført til en fortsat stærk og udvidet relation og flere samarbejder om Sonys brands – blandt andet i forbindelse med en kortfilm til Cold Hawaii Film Festival, en årlig festival som har til formål at fremme surfing og filmkunst fra den skandinaviske scene.

Du kan se flere resultater af samarbejdet her: www.augustenb.org

Hvis du ønsker at vide mere om mulighederne omkring influencer marketing, så kontakt os endelig - vi giver gerne en kop kaffe og en snak.

Af Signe Ann Klietsch
Signe Ann Klietsch er kommunikationsrådgiver og Account Executive hos Discus Communications. Hos Discus arbejder Signe med PR, kommunikation og influencer marketing for bureauets B2C-kunder