Fire ud af fem virksomheder påvirket af finanskrisen

Hele 81 pct. af danske virksomheder mærker virkninger fra finanskrisen, og 84 pct. har allerede skåret i deres marketingbudget i forhold til 2008. Det viser en rundspørge foretaget af Discus Communications i forbindelse med afholdelse af et seminar om kommunikation i krisetider.

Rundspørgen, der er foretaget blandt marketing- og kommunikationsansvarlige, viser ligeledes, at 88 pct. har prioriteret deres 2009 marketingindsats anderledes i forhold til 2008. Således er de tre vigtigste indsatsområder her og nu messer og events (25 pct.), PR (24 pct.) og digital markedsføring (24 pct.), mens traditionel printannoncering kun prioriteres af 7 pct. i dag.

“Vi går fra print annoncering til næsten udelukkende at fokusere på online markedsføring grundet pris og effektmåling”, siger en af de adspurgte. Og en anden udtaler: “Vi forsøger at få de positive historier ud via PR i en periode, hvor medierne er oversvømmet med negative historier”.

Derudover er målbarhed og RoI et klart fokus blandt de adspurgte. Besvarelserne er anonyme, men således siger en af deltagerne: “Vores kommunikation skal være målbar på kort sigt. Langsigtede virkninger af kommunikation er ikke en prioritet.”

Vejen til succes
I forbindelse med seminaret om kommunikation i krisetider præsenterede Discus Communications følgende gode råd til effektivisering af marketingindsatsen:

» Revurdér din målgruppe og se efter nye mulige
» Sæt kreativitet højere end konformitet – det er især i krisetider vigtigt at udskille sig fra
   konkurrenterne
» Brug challenger-værktøjer og gå imod strømmen
» Brug multiplatformkommunikation for større effekt
» Diskutér brede emner offentligt og tag talsmandspositioner
» Lav kommunikationspartnerskaber med andre virksomheder, der har samme målgruppe og
   overordnet mål, som jer selv
» Træf utraditionelle valg om sponsorering, placeringer m.m.
» Udnyt relevante og gode tilbud, herunder annoncering i sidste øjeblik
» Mål på resultater og synliggør disse for ledelsen

“Hos Discus Communications har vi 23 års erfaring med kommunikation og markedsføring, og det er derfor ikke første gang, at vi og vores kunder oplever en recession,” siger Eva Kistrup, Director og partner hos Discus Communications.

“Vores erfaring er, at en recession er en unik mulighed for at tage markedsandele fra sine konkurrenter. Mange virksomheder skærer ind til benet og sætter projekter i bero. De virksomheder, der derimod har modet og handlekraften til at bevare samme marketingtryk eller endda øge det, vil tiltrække kunder fra konkurrenterne – og det vil især blive markant på vej ud af en recession, når købekraften og optimismen igen er tilbage.”