Sony vælger Discus Communications som dansk PR-bureau

Sony har netop indgået aftale med Discus Communications, der skal være virksomhedens PR-bureau i Danmark. “Vi valgte Discus Communications pga. deres store netværk i medierne, deres engagement og proaktivitet. Ligesom vores produkters høje kvalitet kræver vi også en høj kvalitet hos vores samarbejdspartnere, og vi ser frem til samarbejdet og de forventede positive resultater,” siger Torben Søndergaard, Marcom Manager hos Sony i Danmark.

Samarbejdet mellem Sony og Discus Communications gør det muligt for Sony at udnytte Discus Communications’ kommunikationsekspertise og -ressourcer inden for markedsføring og PR af bl.a. forbrugerelektronikprodukter. Discus Communications kommer til at indgå i et nordisk netværk af kommunikationsbureauer, som norske Släger Kommunikation er lead for. Henning Sverdrup, partner hos Släger, siger:

“I netværket af nordiske bureauer får Discus en vigtig rolle at spille, idet hovedorganisationen hos Sony ligger i Danmark. Derudover bliver det positivt for hele netværket at få et bureau ind med egne ideer og lang erfaring inden for produkt-PR. Det kommer til at gavne hele Norden. Vi glæder os til at få Discus Communications med i vores PR-netværk.”

Journalister, der interesserer sig for Sonys produkter og produktkategorier, hvad enten det er teknisk, designmæssigt eller generelt, er mere end velkomne til at kontakte Discus Communications for at komme i kontakt med Sonys specialister, låne produkter til test, få de nyeste informationer m.v.

“Vores samarbejde med Sony er allerede godt i gang. Pga. vores branchefokus har vi ekspertisen til at servicere en virksomhed som Sony, der har et så bredt udvalg af forbrugerelektronikprodukter af høj kvalitet. Vi ser derfor frem til et langvarigt samarbejde med Sony,” siger Niels Christian Jensen, adm. direktør for Discus Communications.