Derfor skal du søge en praktikplads
Bliv klogere på din karrierevej med et praktikforløb
Hvis du går og overvejer, hvorvidt det kan betale sig for dig at søge en praktikplads, er det korte svar: Ja!
Et praktikforløb er en oplagt mulighed for dig som studerende til at kunne snuse til en virksomhed eller branche hen over en længere periode. Du får krydret din teoretiske viden med konkret, praktisk erhvervserfaring, samtidig med at du får indflydelse på, og ansvar for, mange forskellige arbejdsopgaver.
I løbet af en praktikperiode får du både værdifuld viden og læring om selve virksomheden, du er i praktik i, men det er også en unik mulighed for at få indsigt i en hel branche. Praktikperioden kan dermed gøre dig klogere på, hvilken karrierevej du ønsker at gå efter din uddannelse.
Discus Communications – et kommunikationsbureau
Discus Communications er et kommunikationsbureau, der arbejder strategisk og taktisk med kommunikation til deres kunder. På et bureau er der altid mange bolde i luften, og opgaverne spænder bredt over mange forskellige kunder med forskellige behov og deadlines. Som praktikant får du derfor en varieret og dynamisk hverdag, hvor du skal være parat til at gribe lidt af hvert.
I Discus Communications bliver du en del af et mindre team, hvor du får en høj grad af selvstændighed og adgang til at arbejde på forskellige arbejdsopgaver. Skriveopgaver fylder en stor del af arbejdet på et kommunikationsbureau, og hvis du allerede nu tøver, fordi du aldrig har skrevet en klumme eller en pressemeddelelse før, så vær helt rolig – du får løbende sparring og konstruktiv feedback, så du afslutter forløbet som en endnu skarpere formidler.
Hos Discus Communications vil du desuden gennem hele praktikperioden have tilknyttet en fast praktikvejleder, der sikrer, at praktikperioden lever op til dine forventninger. Du vil løbende have samtaler med din praktikvejleder, hvor I kan give hinanden konstruktiv feedback og snakke om kommende arbejdsopgaver.
Mit arbejde i Discus Communications
Som praktikant i Discus Communications har jeg gennem mit 3-måneders praktikforløb løbende arbejdet på flere kunder, såsom Sony, SecureLink og Dell Technologies. Her har jeg siddet med alt fra pressemeddelelser, produktlanceringer, journalistkontakt, koordinering af tilmeldinger til events til bannertekster til re-brandingkampagner. Som praktikant får du altså masser af reelt kundearbejde – og du har altid solid støtte og sparring i ryggen fra dine kollegaer. En ekstra bonus er, at jeg er blevet mere afklaret omkring, hvad jeg er god til, og hvad jeg rent faktisk kan lide at arbejde med.
Det er første gang, jeg har siddet på en arbejdsplads, hvor jeg har kunnet linke min teoretiske viden med konkret, praktisk erhvervserfaring. Jeg har blandt andet skrevet pressemeddelelser, der faktisk er blevet sendt til journalister, og hvor jeg efterfølgende har kunne se resultaterne i medierne.
Gode råd til praktiksøgningen
Selvom praktikforløb ikke er obligatoriske på alle universitetsstudier, er det stadig en virkelig god idé og mulighed for de studerende til at prøve kræfter med et ønsket fagområde. Men idet der er rift om pladserne, er det en god idé at være ude i god tid.
En praktikperiode kan gøre dig klogere på hvilken karriere, du ønsker dig. Det er derfor vigtigt, at du gør dog nogle overvejelser om, hvilken type virksomhed eller branche du har interesse i, og gerne vil prøve kræfter med. Det gælder derfor om at lægge kræfter i at bygge et godt og interessant CV op og skrive en god ansøgning – i god tid – så du får søgt praktikplads hos de virksomheder, du finder allermest interessante og relevante, inden deres ansøgningsfrist.
Du kan med fordel bruge de sociale medier, når du skal finde en praktikplads. Der findes mange forskellige fællesskaber på Facebook, hvor du kan finde praktikopslag, og du kan også finde opslag på eksempelvis K-Forum, LinkedIn eller Jobindex.
Og lad det ikke holde dig tilbage, hvis drømmevirksomheden ikke har nogle aktive opslag. Du kan med fordel søge en praktikstilling uopfordret – ligesom jeg selv gjorde.
Vil du være Discus Communications’ nye praktikant?
Vi leder efter en praktikant til efteråret 2020. Læs mere her.