TP-Link og Discus Communications indgår samarbejde
TP-Link, der er verdens førende udbyder af trådløse netværksprodukter til hjemmet og små kontorer, har lagt virksomhedens nordiske kommunikation, PR og influencer marketing i hænderne på Discus Communications. Sammen med TP-Link Nordic skal bureauet udvikle og øge kendskabet til TP-Links perlerække af netværksprodukter.
TP-Link, der har rødder tilbage til 1996, er en global udbyder af netværksenheder, netværkstilbehør og smart home-produkter, som dækker menneskers dagligdag bredt. De seneste 10 år har TP-Link desuden, ifølge analysevirksomheden IDC, kunnet bryste sig af at være verdens største leverandør af trådløse netværksprodukter.
“Discus Communications har en bred teknologisk forståelse og med deres mange års erfaring inden for feltet, har de et stort branchekendskab samt et stort netværk af journalister, influencere og andre meningsdannere. Samtidig besidder de en solid målgruppeindsigt, og vi ser frem til at skabe gode resultater sammen,” siger Samuel Xu, der er Nordic Regional Director hos TP-Link i Norden.
I arbejdet med at styrke TP-Links position på det nordiske marked vil virksomheden få gavn af Discus Communications’ store erfaring inden for kommunikation og markedsføring af forbrugerelektronik og tech.
”Et stabilt netværk er lige så centralt for vores hverdag som el, vand og varme. I et samfund, der kun bliver mere digitaliseret – og med fremmarchen af den hybride arbejdsplads – er det essentielt at udstyre vores hjem med robuste wi-fi-løsninger, der kan styre og sikre det voksende antal netværksenheder lige fra smartphones, laptops og tv til varmepumper, belysning, videokameraer, dørklokker mv. Jeg ser derfor meget frem til samarbejdet med TP-Link i Norden med fokus på at øge kendskab til både brandet og produkterne,” fortæller Niels Christian Jensen, der er adm. direktør hos Discus Communications.
Journalister, testredaktioner og andre meningsdannere, der interesserer sig for TP-Links produkter – hvad enten det er teknisk, designmæssigt eller generelt – kan kontakte Discus Communications, der fremover håndterer pressekommunikation, udlån af produkter til tests mv.